METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 22

Pressens blændende blitzlys på Asiatisk plads

”Den 28. november 2018 tager jeg fri fra arbejde, fordi jeg skal til København med min skurvogn. Om natten kører jeg tværs gennem landet. Pedellen på Christiansborg har blokeret Asiatisk Plads foran Udenrigsministeriet. Før skurvognen ankom, troede han, at det var en hel kran, og derfor havde han reserveret hele pladsen.

Jeg skulle være på pladsen tidligt, for jeg skulle sætte varme på i skurvognen. Jeg havde købt kiks og kager i Fakta, og skurvogns-producenten havde sat en kaffemaskine klar i vognen.

Jeg tænder for elvarmen og laver kaffe, så det dufter i hele rummet. Dagen inden har jeg lavet en selfievideo, hvor jeg fortæller om skur-vognen. Samtidig har jeg printet syv papirer ud med overskriften ’dagsorden’.

Jeg havde aldrig lavet en dagsorden før. Mens jeg går og gør skurvognen klar til at modtage ministre og andre gæster, får jeg en besked fra TV2 Østjylland om, at kanalen vil møde op og filme begivenheden.

Jeg havde ikke selv kontaktet nogen, og jeg tænkte, at det med døren i skurvognen nok var det mest ligegyldige for folk. Da jeg åbner døren, kan jeg se, at der er den ene varevogn efter den anden med lyskegler: DR, P2, P3, Vice Magazine, Avisen.dk og en række andre medier.

Jeg skriver en sms til Anna Berg:

”Hvorfor kommer alle de medier?”

”Fordi du er en stjerne,” svarer hun og sender en masse stjerner. ”Folk kan lide dig. Dette her er kæmpestort. Du kommer med en skurvogn tværs over Danmark. Folk kommer til at elske dig!”

Jeg hører en masse larm udenfor skurvognen og ser alle disse pressefolk. Hvis man har set Beverly Hills, ligner det en større udrykning. Min første tanke var: Hvad er der galt? Hvad har jeg gjort? Hvad fanden foregår der? Jeg skynder mig at lukke døren og tænker ved mig selv: Ok, Mette, jeg tror, at de er kommet for at se dig.

Jeg åbner døren, og alle disse pressefolk begynder at hive op i blusen på mig for at sætte mikrofoner på mig. Det føles, som om jeg pludselig har et magasinbælte med patroner. Nu kan jeg se, at den første ministerbil kommer kørende og lige bagefter en anden ministerbil. Så går der to sekunder. Ministrene stiger ud af bilerne og får mikrofoner på, mens de er skarpt forfulgt at kameraer. Der er lys over det hele. Jeg siger: ”Goddaw og velkommen, kom indenfor.”

Jeg aner ikke, hvordan de skal være i skurvognen. Der er kun plads til fire-seks personer. Der er et hav af journalister. Nogle står nede på gulvet og filmer opad. Nogle står udenfor og filmer ind ad vinduet, mens jeg sidder sammen med ministrene ved bordet i skurvognen. Midt i mødet må vi cutte for at gå live i radioen sammen med ligestillingsminister Eva Kjer Hansen.

Vi sidder fucking klemt, og jeg sidder og ryster. Jeg sagde, at det var jo en rigtig VIP-rundvisning. Før mødet og før alle journalisterne dukkede op, bankede det på døren i skurvognen. Det var en fra Udenrigsministeriet, der spurgte, om jeg havde kopper. Hun lånte mig kongeligt porcelæn. Det var derfor smukke kopper, vi sad og drak af nu.

Den 28. november var en kold novembermorgen. Der sad jeg så med Udenrigsministeriets kongelige porcelæn, min medbragte kaffe og kage med et hav af kameraer og blitz, meganervøs og sagde: ”Jeg er her i dag, for jeg ønsker at skabe forandring. Jeg har inviteret beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen og ligestillingsminister Eva Kjer Hansen samt arbejdsmarkedets parter.” Jeg sagde også ministertitlerne, for hellere sige for meget end for lidt. Jeg ved jo ikke, hvordan man gør den slags, men jeg afsluttede min velkomst med ordene: ”Tak fordi i ville komme,” og Eva sagde, at jeg gjorde det så fint. Nu tog jeg så igen ordet:

”Jeg ønsker at skabe forandring, men der er to ting i det. Den skurvogn, I sidder lige nu, er den praktiske løsning, men loven skal ændres, så denne unisex-skurvogn kan blive standard i hele Danmark.”

Vi snakker frem og tilbage i skurvognen for rullende kameraer. Jeg viser min selfievideo, og Peter Stenholm fra Dansk Byggeri siger: ”Mette, nu er det jo sådan, at det ikke er noget problem med den dør. Du er faktisk den eneste i Danmark, der har et problem med at tage et bad i en skurvogn”.

”Peter, jeg vil gerne lige spørge dig om noget,” siger jeg. ”Har du egentlig nogensinde været i bad i en skurvogn?”

Han svarede nej.

Jeg nikkede anerkendende og kiggede over på ministrene og sagde:

”Tak, jeg har ikke mere at tilføje.”

Da jeg har kigget lidt over på Troels Lund Poulsen med hans mappe og papirer, siger han pludselig:

”Tak for invitationen. Nu synes jeg faktisk, at I alle skal sige tak til Mette og anerkende hende for den kamp, hun har kæmpet for alle håndværkere i Danmark. Det har været modigt af hende. Jeg indkalder jer – alle arbejdsmarkedets parter – til et møde, og så skal I komme med en anbefaling til, hvordan vi kan løse det sammen. Hvis I ikke er kommet med noget inden april, så overruler jeg arbejds-markedets partner.” Så læner Troels Lund Poulsen sig tilbage og siger: ”For jeg har da heller ikke lyst til at stå i bar røv og bade foran mine kolleger.”

Min reaktion var at begynde at græde. Mine tårer skyldes ikke, at jeg var stolt. Jeg græd, fordi Troels’ ord gjorde mig så lettet. Jeg var lettet over, at han sagde det også som mand. Lige pludselig blev det, som jeg havde sagt længe, til den største selvfølgelighed. Jeg blev samtidig glad og stolt, for jeg havde været så fucking udsat, at min kolleger ville have mig fyret. De følte, at jeg talte mit firma ned, og derfor var jeg bange for at miste mit arbejde. Frygten for at miste mit job havde fået mig til at stille op som arbejdsmiljørepræsentant. På den måde kunne jeg kæmpe både for denne sag og sikre mig selv mod at blive fyret. Den beskyttelse fik jeg, da jeg blev arbejdsmiljørepræsentant.

Vi giver nu interview, og Troels Lund Poulsen bliver mødt med en byge af spørgsmål, blandt andet, hvordan han vil forholde sig til, at Dansk Byggeri siger, at det bliver for dyrt for arbejdsgiverne. Ministeren svarer, at det kommer til at koste et sted mellem 5.000 og 15.000 kroner at sætte døren i. Det er billigt i forhold til, hvad det koster, hvis kvinder i fremtiden skal have deres egen skurvogn.

Dennis fra skurvognsproducenten var med på mødet og sad bare og lyttede.

Forslaget til et nyt skurvognsregulativ kom i høring, og forslaget skulle vedtages inden folketingsvalget i 2019. Troels Lund Poulsen sætter sig selv i spil foran hele Danmark. Han stiller sig udenfor hele branchefællesskabet ved at sige noget, der er nyt og anderledes. Han stiller sig ved siden af mig, og han anerkender mig.

Det resulterer i, at jeg i april måned bliver ringet op af minister-sekretæren. Jeg tager fri fra arbejde og betaler selv min fridag for at tage til møde i København. Nu sidder jeg på beskæftigelses-ministerens kontor sammen med departementschefen og ministeren. Så spørger jeg: ”Hvad er en departementschef? Det er ikke en folkevalgt, vel?” De grinede.

”Mette,” sagde ministeren, ”jeg har indkaldt dig til møde i dag, fordi jeg vil sige dig tak. Forslaget til det nye skurvognsregulativ går igennem i dag, og det kommer ud i pressen i morgen. Det bliver en realitet, og det er takket være dig.” Og så ville han gerne have taget et billede med mig.

På mødet spørger jeg: ”Troels, jeg forstår ikke, hvorfor du hjalp mig? Der er så mange mennesker, der har undersøgt og forsket. Hvilken forskning har du kigget på?”

”Mette, jeg har ikke kigget på forskning eller spurgt andre. Du kom til mig, jeg lyttede til dig, og du talte almindelig sund fornuft. Det skulle andre bare forstå. Selvfølgelig skal loven ændres.”

”Det er jeg bare superglad for, Troels, for alle de mennesker, der har noget imod denne dør, kan jo bare lade være med at lukke døren og lade den stå åben. Jeg vil bare gerne have mulighed for at lukke den.”

”Lige præcis, Mette.”