METTE MURER: JEG ER JO BARE MIG

Kapitel 16

Folkemødet: Sæt din søn i murerlære


”Lige pludselig modtager jeg en besked fra Anna Berg. Hun er ansat hos 3F og spørger, om jeg ikke har lyst til at deltage i debatten på Folkemødet på Bornholm. Hun forklarer mig, hvad Folkemødet er, og fortæller, at jeg skal stå og debattere med værten Mette Fabricius, 3F’s forbundssekretær Søren Heisel og feminist Emma Holten. Jeg kendte ikke nogen af dem.


Anna Berg spørger, om hun må besøge mig på min byggeplads og lave en lille video fra byggepladsen om, hvordan det er at være kvinde i faget. Jeg siger ja, og hun får også mulighed for at tale med nogle af min kolleger. På videoen fortæller en kollega, at de havde væddet om, hvor længe jeg ville holde i faget, men han fortæller samtidig, at han rask væk ville vælge mig, hvis han skulle ud på en opgave.


På Folkemødet kendte alle hinanden, mens jeg kun kendte Anna Berg. Jeg skulle dele værelse med feministen Emma Holten. Nu står jeg lige pludselig der på scenen, og alt er nyt for mig. Jeg har printet et papir ud fra computeren, og da vi taler om, hvordan vi skal gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked, trækker jeg papiret frem. Jeg tænker, at jeg bare skal være ærlig, og jeg siger:


”Dengang jeg startede i lære, var der en reklameplakat med 3F som afsender, hvor der stod: ’Sæt din søn i murerlære’.”


Folk begyndte at grine. Jeg mente det ikke ondskabsfuldt, men det var nok nederen for Søren Heisel, som repræsenterede 3F. Mine ord kom bare direkte fra hjertet, og jeg må tilstå, at jeg ikke tænkte så meget over konsekvenserne. Jeg løftede plakaten mod publikum og viste den rundt i teltet, hvorefter jeg fortsatte:


”Det er som sådan ikke noget problem, men hvorfor står der ikke: ’Sæt dit barn i murerlære’? Så fik jeg hele teltet med mig, og nogle sad endda og græd, da jeg fortalte om min krogede vej i murerfaget. De så Anna Bergs video fra byggepladsen, og de blev rørt.


Anna Berg fortalte efterfølgende, at forbundet i lang tid blev kontaktet af journalister og andre mediefolk, der ville have mig med til alt muligt. Anna sagde nej og passede på mig, men jeg havde ubevidst lært, hvordan jeg kunne få et skriv i dagbladene, og hvordan jeg kunne tage ordet i en debat.


Efter Folkemødet begynder jeg mere og mere at skrive indlæg til medierne. Jeg bliver stadig mere opmærksom på forskelsbehandling, kønsstereotyper og ligestilling. Jeg holder kontakt til Anna Berg og Mia Jo, som også underviste på kurset for kvindelige meningsdannere.


En dag bliver jeg kontaktet af en journalist fra Vice Magazine, som vil skrive et tema om kønsroller. Jeg bliver interviewet, og interviewet kommer til at handle om byggemarkedet Stark. Noget tid forinden havde jeg set et kæmpe billede på en plakat med overskriften ’Kom til fødselsdag – som mænd vil ha’ det’. Jeg styrer min bil ind over fortovskanten og tager en selfie foran den plakat, som har Stark som afsender. Jeg lægger billedet ud på min Facebookside og skriver: ”Alle mine kolleger er inviteret til fødselsdagsfest – undtagen mig. Jeg ved ikke, hvordan mænd ’vil ha’ det’, men jeg har tænkt mig at bruge weekenden med benene oppe, en bajer i hånden og fodbold i fjerneren.”


Senere lavede Stark en reklamekampagne, hvor man kunne vinde en ’herrefrokost for hele holdet’, hvor der kom en pølsevogn ud på byggepladsen. Der var et billede af en kvinde, som hældte sæbevand ud over sine bryster, og budskabet var, at der ville komme flotte damer og vaske firmabilen, så deltagerne i herrefrokosten kunne kigge på dem, mens de spiste pølser.


Jeg lagde billedet op på Facebook og skrev: ”Hvad tænker I?” Det var efter dette opslag, at journalisten fra Vice Magazine ringende. Hun syntes, at mine selfies fra Stark var megacool. Overskriften den 6. juni 2018 i Vice Magazine lød: ”Mette hænger sexistiske byggemarkeder ud på Facebook”. Artiklen blev delt flere tusinde gange. Det var helt voldsomt, og Go’ morgen Danmark ringede til mig. I Vice Magazine udtalte jeg blandt andet:


”De lavede også engang en konkurrence, hvor de udloddede en herrefrokost i form af en pølsevogn til alle mændene, hvis de vandt. Præmien var pølser ad libitum og kvinder i bikini med spand og svamp, som så ville vaske deres firmabil, mens de kiggede på. Det lavede jeg også en opdatering om, fordi jeg følte mig ekskluderet – og jeg synes, det var en kønsstereotyp og nedværdigende måde at fremstille både mænd og kvinder på. De reagerede og lovede, at de fremover ville tænke over deres reklamer, men at de jo bare henvendte sig til deres største kundegruppe. Jeg tænkte: Sikke en omgang sludder. I har bare kvajet jer, har I. Det er fandme jer, der skal gå forrest i forhold til ligestilling i vores branche. De gik senere ind og ændrede ’herrefrokost’ til ’en ordentlig frokost’ eller noget i den stil.”


Næste dag klokken 6 om morgenen kørte jeg til København og ind til Tivoli, hvor jeg skulle i studiet i TV2’s morgenprogram. Interviewet handlede om, at jeg havde taget selfies på byggepladser. Jeg havde fået ufattelig mange likes, men samtidig blev jeg også svinet til på de sociale medier med sexistiske, homofobiske og truende kommentarer. Derefter ræsede jeg tilbage til Jylland, hvor jeg skulle mødes klokken 12 med TV2 Østjylland på byggepladsen i Bjerring Bro.


”Men kan det ikke være for sjov, Mette?” spurgte værten Ida Wohlert i morgen-tv, da hun hørte om Starks reklame, og jeg svarede:


”Jo, men vi skal tænke på, at vi udelukker halvdelen af arbejdsstyrken og cementerer, at håndværkerfagene er for mænd. Jeg synes, at det er gammeldags. Vi har alle et fælles ansvar.”


Efter artiklen i Vice Magazine gik det virkelig stærkt. Flere medier tog emnet op, og jeg fik min egen blog på Avisen.dk, som nu er A4.dk. På den måde var det sjovt, for selv om jeg og mit budskab var uønsket af mange, så var medierne nysgerrige. Jeg har aldrig selv kontaktet medierne. Det er altid dem, der hiver fat i mig. Jeg har aldrig tænkt over det med medier, for jeg har aldrig levet i den verden.


I dag får jeg altid opkald fra medierne omkring den 8. marts, og det gør jeg også omkring Pride-festivalen. Jeg rammer ned i alle disse kategorier af minoritetsgrupper. Hver gang har jeg ondt i maven over at skulle stå frem. Jeg er så nervøs, fordi jeg hele tiden står frem som mig selv. Jeg har ikke nogen organisation i ryggen. Jeg er bare mig, og så kan der godt være lidt ekstra nerver omkring det.”